Pigen fra Fenmarken - Uddrag

 

Farverne svømmede væk for mit blik. Dansegulvet, menneskerne og musikken smeltede sammen til en palet af hvirvlende lys og utydelige stemmer. Ulideligt. Mit hoved dunkede i takt med trance-rytmerne, der skar sig igennem rummet og gjorde folk tossede. Højtalerne skreg deres sang ud over den dansende masse og syntes næsten at dunke takten direkte mod mine trommehinder.

En stemme nåede mit ene øre, og en kvindeskikkelse kiggede forventningsfuldt på mig, men per refleks gjorde jeg blot en afværgende håndbevægelse. Jeg var ikke i stemning. Til noget faktisk. Mit tågede blik afsøgte lokalet for et sted, jeg kunne sidde, og som en åbenbaring dukkede en grøn stol op ved et bord. Min bedøvede hjerne forsøgte at få mine ben til at lystre, og på vaklende fødder fik jeg stavret hen til bordet, fik hevet stolen ud og sat mig med et veltilfreds suk. Nogen havde spildt en eller anden substans på bordpladen, men jeg ænsede det knap nok. Blodet bankede i mine tindinger, og musklerne i min krop snurrede.

”Hvorfor helvede skulle du også drikke så meget?” mumlede jeg til mig selv, imens jeg prøvede at fokusere på menneskerne på dansegulvet.

Natklubben var stuvende fuld, og på hver en kvadratmeter stod der glade mennesker og vred sig i vanvittig dans til musikken. De skulle bare lige vide, hvor åndssvage de så ud. Jeg afskyede dans. Og var også dårlig til det.

Jeg rystede på hovedet, og med en dirrende hånd for øjnene forsøgte jeg at få øje på mine kammerater. Uden held.

”Tosser,” vrissede jeg for mig selv, imens jeg gned en hånd over mit ansigt, tog en dyb indånding og prøvede at få min puls lidt ned. Med en sitren lænede jeg mig tilbage imod stolens ryglæn og foldede hænderne om nakken.

 

”Er du okay mand?”Chris lænede sig ind over mig.”Har du drukket noget, du ikke kunne tåle?” Han lo, og jeg åbnede det ene øje og betragtede ham. Hans korte krøllede hår nærmest skinnede i skæret fra de kulørte lamper i loftet, og hans spinkle skikkelse vuggede stadig i takt til musikken. Han var min bedste ven og knap et halvt år yngre end mig.

”Nej nej, jeg har det fint,” løj jeg, ”jeg skal bare lige sidde lidt.” Jeg forsøgte at smile henkastet, og han kørte skeptisk en hånd igennem håret, men det så ud til, at han troede mig.

”Okay mester, hvis du siger det.” Han trak til sidst bekymret på skuldrene, ”men bare sig til, hvis vi skal følge dig hjem i seng. Det kan være du skal gå ud og snuppe lidt vand?” Han kiggede bekymret på mig, men jeg nikkede bare slapt, og med et skuldertræk forsvandt han i mængden.

Jeg blev siddende yderligere et par minutter, inden min hjerne til sidst fik mig overbevist om, at lidt vand i panden nok ville gøre underværker. Det virkede, som om hele verden svajede for mit blik, og mine ben føltes som vat. Men op at stå kom jeg. Jeg svajede en anelse, men i blinde fik jeg alligevel sat kursen imod natklubbens badeværelse.

Det store rum virkede endnu mere uhumsk, end jeg huskede det. Flere af lamperne derinde var blevet smadret, hvilket kastede et dystert tusmørke over lokalet. Et mørke jeg ikke ænsede, eftersom jeg dårligt kunne se ud ad øjnene. Med følelsesløse fingre famlede jeg langs væggen, indtil jeg stødte på noget, der måtte være en håndvask. ”Vidunderligt,” mimrede jeg for mig selv. Det kolde vand føltes dejligt imod min gloende hud, og jeg kunne mærke, at mit hoved fik det bedre.

”For helvede mand.” Med en lyd som en druknende rettede jeg mig til sidst op og betragtede mig selv i det krakelerede spejl.

En høj 21-årig dreng kiggede træt tilbage på mig. Håret strittede i alle verdens retninger, og de blå øjne var blodsprængte.

”Du trænger til at sove lidt,” sagde drengen i spejlet, og jeg kunne ikke gøre andet end at give ham ret. Lidt fornuft var der da tilbage i ham. Selvom det ikke var meget. Jeg var klar til at overbevise de andre om, at det var på tide at vende næsen hjemad.

Døren ind til badeværelset var klæbrig. Nogen havde smadret en flaske imod den. Hærværk var så meningsløst. Folk var åndssvage. En eller anden stødte skulderen imod mig, som jeg slap dørhåndtaget, men han gad tilsyneladende ikke at sige undskyld. Jeg var også ligeglad.

Mine trætte øjne gennemsøgte lokalet, og jeg havde lige fået øje på min brors høje figur oppe ved baren, hvor han førte sig frem som en verdensmand, da det pludselig føltes, som om at nogen flækkede mit hoved på langs med en økse.

Smerten var så voldsom, at alt blev hvidt for mit blik, og med en gurglen og et klask kunne jeg mærke, at jeg faldt om på gulvet. Mine øjne nægtede pure at fungere, men jeg kunne stadig høre folk gå i panik omkring mig. Nogen skreg. Andre brummede. En flaske smadrede. Så kunne jeg vel ikke være besvimet? Kunne jeg? Panikken begyndte at smitte. Havde nogen kommet noget i min øl? Havde jeg overhovedet fået øl? Det hele kørte rundt.

”Hvad sker der?” Jeg hviskede spørgsmålet ud i mørket uden at bruge min mund, men det eneste svar, jeg fik, var bare et ord. ”Tvyyn!” Jeg var ikke klar over, om det var en fremmed, der havde hvisket, eller om jeg selv havde fundet på det. Overalt omkring mig herskede skyggerne.

”Hvad betyder det? Hvor er jeg?” Igen kunne jeg ikke bestemme, hvor min egen stemme kom fra. Den syntes at stamme fra alle hjørner og samtidig indefra.

”Hjælp mig.” En klynkende barnestemme skar igennem og lukkede alle andre lyde ude.

”Hvem er det? Hvor er du?” Min stemme dansede omkring mig uden stemmebånd.

”Vil du ikke nok hjælpe mig hr.? Du er mit eneste håb ...” Det var en pigestemme, det var tydeligt, men jeg kunne ikke se, hvor hun var. Hun måtte være tæt på. Men de tillod da ikke børn på natklubben? Det, var jeg også ret sikker på, var ulovligt.

”Jo ... selvfølgelig, men hvor er du? Jeg kan ikke se noget.” Jeg vred mig i blinde, men mørket syntes blot at blive endnu tættere, indtil et par store grønne øjne pludselig åbnede sig i den fløjlssorte dis.

De var forgrædte og bange, og blev efterfulgt af en svag klynken.

”Hjælp mig, vil du ikke nok? De kommer efter mig.” De grønne barneøjne holdt mit blik fast. Det føltes ubehageligt, som om de stirrede lige igennem mig og læste alle mine tanker. Glade tanker. Bange tanker. Mit sind begyndte at flyde ud og miste sin faste form. Øjnene slugte mine følelser. Min frygt. Min vilje.

”Hvem kommer efter dig?” Mine ord flagrede snøvlende omkring, ”hvor er du? Jeg kan ikke se noget. Jeg skal nok hjælpe dig, men sig mig nu, hvor du er.” Jeg prøvede at få mine øjne til at se igennem mørket, men det var umuligt.

”Hjælp mig hr. ...” Pigens klynken skar igennem marv og ben, ”jeg ved ikke, hvor jeg er. Vær nu rar at hjælpe mig, jeg beder Dem. Jeg ved ikke, hvor jeg er. Intindár ma’o? Jeg vil bare gerne hjem.” De grønne øjne rullede fra side til side og løb over af tårer.

”Jeg skal nok hjælpe dig, du må ikke græde. Sig mig, hvor du er. Sig mig dit navn.” Min stemme snøvlede panisk, som de kønne øjne langsomt begyndte at opløses, for til sidst at forsvinde helt. Hvor blev de af ? Var de ... en hallucination? Hvor meget skulle man dehydrere for at besvime? Men i mit baghoved gnavede tvivlen. Pigen havde været der. Foran mig. Inde i mit hoved. Var jeg ved at blive skør?

”Lucas, er du der?” Min brors bekymrede ansigt dukkede frem som et drømmesyn, svævende over mig. Han og Chris sad på knæ ved min side, alt imens en læge var ved at lægge et drop i armen på mig.

”Jeg tror, at han vågner nu.” Lasse henvendte sig nervøst til lægen, der nikkede kort.

Mit hoved gjorde ondt, og de grønne øjne sad stadig brændt fast på mine nethinder.

”Hvad skete der?” Jeg prøvede at sætte mig op, men lægen rådede mig til at blive liggende.

”Jo, altså, dem, der stod nærmest, sagde, at du ... bare sådan ... dejsede om.” Chris trak sig i næsen og viste med den anden hånd hvordan.

”Vi prøvede at vække dig, men du lå, som om at du var stendød,” mumlede Lasse mut, imens han blev ved at betragte mig.

”Jeg havde den mærkeligste drøm,” hostede jeg og smilede mat, inden lægen og to ambulancefolk løftede mit leje og bar mig ud af natklubben.

Jeg følte mig både syg og elendig.
Det hele kørte rundt.
Jeg var blevet bundet stramt fast til båren bag i en ambulance, der holdt

krænget op over fortovet, og mit hoved værkede. Jeg havde kvalme og jeg følte det, som om alle mine muskler skreg i protest, hver gang jeg bare tænkte på at røre mig.

Til min store lettelse var der blevet plads i ambulancen til både Chris og Lasse. En på forsædet og Chris lige til venstre for mig. Lægen havde gjort vrøvl, men jeg havde insisteret.

”Stats-taxa,” hviskede Chris fiffigt til mig. Typisk ham.

Jeg lukkede øjnene et kort sekund, og straks begyndte de grønne øjne atter at danse for mit indre blik. Den grådkvalte barnestemme gentog det samme ord igen og igen i min underbevidsthed. ”Tvyyn!,” ”Tvyyn!,” ”Tvyyn!” Hvad betød det? Det lå godt på tungen. Som havde jeg altid kendt det. Altid haft det stående skrevet op.

Jeg tvang igen mine øjne op og blev for en stund afledt af Chris og Lasse, der førte en lavmælt diskussion omkring, hvem der egentlig skyldte for øl og shots. En diskussion, der dulmede mine nerver nok til, at jeg kunne falde i en drømmeløs søvn.

 

”Hjælp mig.”
Øjnene hvirvlede omkring mig i mørket. Det var ikke øjne fra et menneske, det var jeg helt sikker på. ”Vil du ikke nok hjælpe mig? Jeg vil ikke med dem.”

Jeg forsøgte at svare, men min tunge snørede sig sammen. Den hjerteskærende klynken gnavede i mine knogler, og jeg ønskede af hele mit hjerte, at jeg kunne hjælpe den, der råbte.

”Hvorfor vil de tage mig? Hvad har jeg gjort?” Stemmen var pibende og bedende, ”de kommer. De kommer efter dig!”

Ved det sidste ord blev jeg brutalt revet ud af min drømmeverden, som der lød et øredøvende brag, og en stikflamme rejste sig i vejret fra ambulancens front. Alt syntes pludselig at stå i brølende flammer, og lyset rev mine sanser i stumper og stykker. Chris brølede panikslagen, og med et vræl væltede jeg ud af båren, da bilen pludselig syntes at rulle til højre. Lasse kom hvirvlende forbi mig, inden jeg med et smertende støn ramte et stålskab med skulderen, så det et øjeblik sortnede for mit blik. De rullende brag syntes at fortsætte i mine ører, og i en regn af gnister kom noget hvirvlende ned igennem ambulancen og kløvede den i to i hele dens længde. De to halvdele trillede ukontrollerbart til hver sin side, og jeg forsøgte blot at holde mig fast. Alting tumlede forbi omkring mig. Stort og småt. Glødende metalstykker lavede huller i mit tøj og sydede imod min hud, indtil højre side af ambulancen til sidst krøllede sig sammen rundt om en lygtepæl. Sammenstødet var så voldsomt, at jeg mistede mit greb, og som en bold blev jeg kastet imod højre med et skrig. 

Dæmonens Spind - Uddrag

 

”Der var engang en bager, der havde tre sønner,” begyndte hun. ”Den ældste var stærk som en okse. Den mellemste hurtig som en hare. Men den mindste var ingen af delene. Langsom og noget klejn i størrelsen. Bageren levede af at sælge brød, og hver dag transporterede hans sønner brødet gennem skoven for ham. Ordrerne voksede, indtil en dag, at der blev sendt bud fra hoffet. Kongen havde bebudet, at han ønskede at prøve brødet. En stor ære. Bageren kaldte sine sønner sammen. Han forklarede dem, at det var deres livs opgave, og at det derfor måtte være den ældste, der skulle levere brød til slottet. Men tag dig i agt, min søn! For elverfol­ket. Deres sang kan lokke selv raske mænd i fordærv. De lokker dig væk fra vejen og trækker dig ned i mosen.”

Hun var god til at fortælle. Men jeg betragtede også mig selv som et godt publikum, når det kom til eventyr og sagn. Jeg kunne alle elvernes overleveringer på fingrene. Stjerne havde fortalt mig dem. Min Stjerne …

”Drengene hørte faderens formaninger, men den ældste var ikke bange. Jeg er stærkere end hundrede elverfolk, pralede han og begav sig af sted. Turen gik fint, og han nåede hurtigt til det mørkeste sted i skoven. Her stod træerne tæt, og solens lys kunne ikke nå skovbunden. Drengen satte farten op, men pludselig hørte han det. De dejligste toner fra et ukendt sted. En sang så skøn, at han måtte finde ud af, hvor den kom fra. Han lod brød være brød og løb ind i skoven. Glemt var faderens råd, og glemt var alle hans kræfter. Han blev ikke set igen. Bageren var knust. Men brødet skulle leveres, så næste dag måtte den mellemste søn af sted. Tag dig i agt for elverfolket, sagde faderen. Jeg er ikke bange for dem. Jeg kan løbe fra alt i skoven, forsikrede sønnen, og så begav han sig på vej. Han nåede til den mørke del af skoven og gjorde sig klar til at løbe hurtigt igennem. Men igen begyndte melodien at spille, og han nåede end ikke at få taget et skridt. Han måtte finde sangens kilde. Og også han forsvandt i skoven. Nu anede bage­ren snart ikke sine levende råd. Send du blot mig af sted far, trøstede den mindste søn. Du? Som er så lille? Bageren troede ikke sine egne ører. Men den mindste søn insisterede, og da hoffet begyndte at miste tålmodigheden, måtte det være sådan. Historien gentog sig. Så snart den mindste søn trådte ind i den mørke skov, begynde musikken at spille. Men han var snu. I hem­melighed havde han stukket vat i ørerne. Akkurat nok, så han stadig kunne ane lyden. Og på stille fødder listede han i retning af den. Den ledte ham til en sø. En lille rund sø, hvor månens lys legede på vandet. Og nu så han dem. Vidunderlige hvide skabninger, der sang imellem træerne. Elverpigerne.”

Jeg sukkede. Ja, elverpigerne. Men de var ikke hvide, skrøbelige og skabt af lys. De var virkelige. Smukke. Solbrændte. Stærke. Handlekraftige. Flir­tende. Mystiske. Forførende. Ukuelige. Det kunne ikke beskrives med ord. Ikke på menneskenes sprog i hvert fald. Bella maar’tia il, dión tóól ma’o? En flok elverhunner havde skønhed som en solopgang og kampkraft som en orkan. Jeg trak mundvigen op i et smil. Kirilja bemærkede ikke noget.

”Men sønnen lod sig ikke narre. Jeg kan se lige igennem jer, råbte han. Og de hvæsede af ham. For han kunne se dem, som de virkelig var. Med hugtænder, haler og spidse horn. Elverpigerne græd og flygtede ind i sko­ven. For han havde afsløret deres hemmelighed. Og aldrig så snart var de forsvundet, før han fik øje på sine brødre på bredden. De levede og lovede aldrig at drille ham igen.” Hun tav. ”I den rigtigte historie er brødrene døde. Men jeg kan bedre lide den sådan her.”

Jeg lo.

”Helt fint.”

”Bageren fik leveret sit brød til hoffet og fik sine sønner igen. Den mindste søn var pludselig blevet den største med sin kløgt.”

”Slut.” Hun slog flot ud med hånden.

”Så, vi er skurkene?”

”Du spurgte selv.” Hun trak på skuldrene.

 

FØLG MIG

  • Facebook Classic
  • Instagram App Icon

© 2014 Mikkel Wendelboe